Du kan lave skønne triflier med stort set al slags frugt, men intet slår desserten, når den tilsættes sommerens sødeste og sprødeste bær.
TRIFLI TIL 4 PERSONER
Ingredienser
Mormors jordbær-rabarbertrifli
• 12 makroner
• 4 spsk. kirsebærvin el. sherry
Frugtkompot:
• 250 g rabarber
• 250 g jordbær
• ½ vaniljestang
• 150 g sukker
Creme:
• 2 æggeblommer
• 2½ dl sødmælk
• 2½ spsk. Sukker
• 1½ spsk. majsstivelse
Pynt:
• 2 dl piskefløde
• evt. frisk mynte
Sådan laver du mormors jordbær-rabarbertrifli
- Skyl rabarberne, og skær dem i 1 cm tykke skiver. skyl og nip jordbærrene, og skær dem i kvarter. skrab kornene ud af vaniljestangen. Kom rabarber, jordbær, sukker og den tomme vaniljestang op i en gryde, og lad det simre ca. 5 min. Køl det af, og fjern vaniljestangen.
- Pisk æggeblommer, mælk, sukker, vaniljekorn og majsstivelse sammen i en gryde. bring cremen til kogepunktet, mens du pisker. lad cremen boble 1 min., mens du rører i den. Kom cremen i en skål, og drys evt. lidt sukker på toppen, så cremen ikke trækker skind. Afkøl cremen.
- Pisk fløden til skum. Knus makronerne, og kom dem i dessertglas. Dryp med kirsebærvin. læg lagvist frugtkompot, creme og flødeskum i glassene. Pynt til sidst med flødeskum og et drys knuste makroner samt evt. lidt frisk mynte.
Af: Bente Nissen Lundsgaard
Foto: Martin Dyrløv